| ||||
258. Hvis vanerne ikke var himlens guder, havde der ikke været nogen grund til at lægge gravhøjene på bakker. Men ville snarere tro at ligene så var blevet kulet langt ned i jorden og i kløfter. Selve højens form er en genspejling af himmelhvælvet. 259. Hvad gør LÆRAD-visionen ved mit liv?
(Lærad: et andet navn for verdenstræet:
den rod der giver læ. Visionen: at se Lærad
foran sig i sin uendelige storhed, højt op, dybt
ned, at føle sig inde i den, at føle den
inde i sig selv.) Den giver mig mod til at gå
ned i de dybere regioner af den. Jeg er ikke så
bange for Nidhugs rige mere. Det er ét træ.
Jeg er dette træ. Jeg taber ikke kronen ved at
gå ned til roden. Så længe jeg er
Ratatosk, så længe kan jeg være hvorsomhelst
på træet. Så længe jeg ikke
gror fast. 260. De ældste havde den tro, at vi efter et
stykke tid i underverdenen ville blive født op
til jorden igen. Denne "underverden" er de
ni måneder i moders liv. 261. Overførelsen af livsgnisten - jeg-kraften
- foregår i dødstimen. I denne time trækkes
alle energier bort fra livscirklen, de koncentreres
i selve Lærads stamme, i den lodrette linier,
der forbinder Heimdal og Hæl. Bevidstheden udvides
(potentielt) til disse yderpunkter. Derfra stammer de
mange himmels- og lysvisioner i dødstimen. Men
også det store mørke, som mange oplever.
Alt efter det liv, vi har ført, alt efter, hvad
vi har øvet øjnene i at se. 262. Undfangelsens omstændigheder betinger fødslens omstændigheder, og disse betinger vores livs omstændigheder. Ved vores måde at leve på betinger vi både vores nutidige og vores fremtidige kropslige liv. 263. Efter ni måneder styrter Odin skrigende ned. Dette er fødslen, vi bliver jo oprindeligt født nedad. Og den begejstring, han oplever, er det nyfødte menneskes appetit på livet. Runerne og poesien er "ikke andet" end det nye horoskop og den nye livsmelodi. 264. Vi kan trække os tilbage fra jorden - hvis
vi kan! - nårsomhelst. Og vi kan ønske
at fødes på jorden. Men mellem jordelivene
er der ikke noget ophold. Vi kan danne kroppe andre
steder i universet. Vi kan i dag være rigtig mange,
der har haft kroppe på andre planeter i andre
solsystemer. Vi behøver ikke have haft menneskekroppe.
Mange førstegangs jordlevende kvajer sig jo også
temmelig meget. Men det gør de gamle sjæle
jo også, blot af andre grunde. 266. NAVLETRÆET. Er stjernerne mine blade eller
mine rødder? Begge dele. Vi suger næring
af hinanden. Vi giver næring til hinanden. Vi
er hinandens børn og livmødre. Sådan
er det med Lærads krone og rod. 267. "Ni kraftige sange fik jeg af den kloge søn
af Bøltorn, Bestlas far.." Bestla er Odins
mor, Borr er hans far, Bøltorn hans morfar, -
hvem er så denne morfars kloge søn? Det
er Bestlas bror, altså Odins morbror, men hvem
er han? 268. Hvordan opstod denne "digtermjød"?
Den opstod ved at vanerne og aserne som tegn på
deres fredsslutning (deres forening) "spyttede"
hver og en i et stort kar. Nuvel, de "spyttede"
næppe. Men de gjorde noget, som ligner det at
spytte. Vanerne og asernes visdom forenedes og blev
til den viseste mand af alle: Kvaser. To dværge,
Fjalar og Galar, dræbte Kvaser. De sagde, at han
kvaltes i sin egen visdom, fordi ingen kunne spørge
ham tilstrækkeligt ud. 269. Hvad er disse runer, som Odin tager op? Det er
de strukturer i livet, de indre former, som i nogen
grad kan ses i horoskopet. De er "livs-planen",
derfor siger han: "ord blev til ord og avled nye,
værk blev til værk og virked nye."
Det er denne "frodige visdom", et menneskeliv
begynder med, derfor får Odin "vækst
og veltrivsel". 270. Hvad kan man bruge disse guder til? 271. I en hvilkensomhelst situation, hvor vi behøver mod og evnen til at stå ved os selv, hvor vi skal have tillid til kraften i os, kan det være godt at kalde på Odin. Det er ikke kun i kampsituationer, men også når det gælder beslutsomhed til at løse umiddelbart nærværende problemer, når det gælder om at overvinde træghed og ugidelighed, eller når vi i vores møde med livet er blevet for sløret af at være sammen med andre mennesker, at det er godt at kalde på Odin, at få Odinsfølelsen: det absolutte hervær, vågenheden. 272. Men det hjælper ikke ret meget at kalde på Odin eller en af de andre guder, uden man har et klart billede af sig selv og denne Odinskraft inde i sig selv og udenfor sig selv. Odin er ikke noget begreb, han er en levende virkelighed hvert øjeblik. 273. Når det gælder hus og hjem og at hvile i sig selv og sin umiddelbare omgivelse, så er det godt at kalde på og visualisere Frigg. Også når det gælder børn og arbejde og ernæring, er hun en god hjælp. Hun er moderen inde i os alle, men også den beskyttende familiefar. Hun er barnet i os såvel som overlevelsesspecialisten. Ingen kender jorden og mulden som hun. 274. Hvad kan vi bruge dem til? Er de gamle vikingeguder? Hvis de er det, så glem dem. Hvis de er levende virkelighed for dig, så lev sammen med dem. De er bevidsthed, levende bevidsthed. De bliver til et væsen, du kan henvende dig til, så snart du siger DU til dem. Det samme gælder solen og månen og alt andet i den levende natur. Sig du til dem, som du vil sige du til mig eller til din familie. Så bliver de til væsner, der forstår dig og som taler til dig, blot du lærer at forstå dem. 275. Når du vil føle den kraft, der kommer oppefra og ind i dit hoved - hele universets uendelighed er lige over dit hoved! - når du vil mærke den suse ned i dig og ind i jordens dyb, da kan du tænke på Heimdal og forestille dig ham sidde deroppe ved regnbuebroen. Og du kan se Hæl for dig det dybeste sted du kan fornemme. 276. Alt dette kan du også gøre uden gudenavne.
Blot er det meget svært at sige "du"
til et væsen, 277. Motivationen til at føre et klogt liv og
at vinde så meget indsigt i livet som muligt,
øges i betydelig grad, når vi ved, at vi
ikke kan slippe fra at leve på jorden. Også
motivationen til at gennemleve døden og genfødslen
bevidst bliver øget, fordi glemslen er vores
største fjende: hvis vi kunne huske alle vore
tidligere livs erkendelser og indsigter, ville vi helt
selvfølgeligt både vælge de bedstmulige
forældre til vores næste krop, og også
efter spædbørns-alderen kunne huske vores
visdom. Buddha valgte de bedstmulige forældre,
Buddha kunne huske alle sine tidligere jordeliv. Derfor
kunne han vågne og som den vågne fortælle
os, hvordan vi selv kan vågne. 279. Hvorfor er det nødvendigt at opleve kraftens
kugle bevidst, jeg-bevidst? Vi kan godt leve og genfødes
i tusinder af år uden at have en udpræget
jeg-bevidsthed, men vi kan ikke befri os fra denne bevægelse
i kuglen, uden at vi er helt bevidste om os selv som
absolut enestående individer. Livet kan leves
kollektivt, men befrielsen kan kun ske individuelt.
280. Når vi helt uden at vække eller møde modstand kan bevæge os med kraften i kuglen, kan vi gøre os fri af kuglen: af rummet og bevægelsen, af tiden. Men når vi kan bevæge os på denne måde i kraftens kugle, har vi næppe grund til at forlade den. 281. At genfinde guldtavlerne i græsset: det gør vi som børn, før vi igen gribes af Gullvejgs forbandelse: at sætte guldet - livskraftens billede - højere end livet. Det er jo selve forblændelsen, der fører til fødsel i mørket: at vi sætter alt muligt andet højere end livet. Derved skaber vi igen og igen Hæl og Midgårdsormen og Fenrisulven og vækker Surts vrede. Og må på ny opleve Ragnaroks rædsler. 282. Frigg bliver der ikke talt ret meget om. Hun er
så selvfølgelig og så stilfærdig,
at ingen rigtig lægger mærke til hende.
Hun er temmelig tavs for de fleste. Hun taler som dyr
og planter, hun taler som børn. Hendes visdom
og verden egner sig ikke godt til heltekvad. Højene
er hendes bryster, her giver hun liv til slægterne.
Frigg kan man forstå med sin mave, sit hjerte
og sine lemmer. 284. Gro gro grønne Kast muld på vor jord Dyrke dyrke landet 285. Så ordløs er Frigg, som når
elskov går ud over al forstand. Så tavs
er hun, som det lig, du ikke forstår. Smuk er
hun, som de orme og fluer og biller og alle de bitte
små levende væsner, som får liv af
det døde kød! Smuk er hun som denne dags
helt nyfødte løv, smukkest dog når
hun svanehvid sejler i blomsternes sommerhav. Svanehvid
også om vinteren, når hun sover i den store
fred. Oh, at kysse hende ganske blidt på den klare
pande! 286. Det er det, digteren i Havamal mener, når
han siger at kvinden ikke bør roses, før
hun er "brændt". Bag denne lidt kyniske
bemærkning ligger der den visdom, at man ikke
bør rose høsten når man lige har
sået. Og bag denne visdom ligger den meget simple
visdom, at man bør gøre hver ting til
sin tid. Det har Frigg det bedst med. 287. Frigg har flere navne. Et af dem er SAGA. Det
er smukt og let at synge. Hun er vort legemlige livs
saga: alle runerne, hvorefter vi er skabt - skaber os
selv - er i hende. 288. Hvad kan man "bruge" Tor til? 289. Fællesskabet har to hovedfjender: egoisme
og abstraktion. Det er let at forstå at egoismen
er en fjende af fællesskabet, men "abstraktionen"?
Når mennesker holder op med at være mennesker
for hinanden, men bliver reduceret til et eller andet
antal, da er der tale om abstraktion. Når fællesskabets
mål ikke er medlemmernes lykke, men nogle få
menneskers magt over mange, så er der tale om
abstraktion. Når fællesskabets tro ikke
fører til lykke, men til afsavn og lidelse, er
den bygget på abstraktioner. 290. Det er disse to fjender: rimturserne og jætterne,
som Tor beskytter os imod. Hver gang egennytte og egenrådighed,
hver gang livsfjendske tanker og mål truer fællesskabet,
slår Tor til med sin hammer. 291. Tor er det godt at påkalde, når vi
skal tale med embedsmænd eller politikere, med
bankfolk eller såkaldte "arbejdsgivere".
Tors hammer kan sammenlignes med latteren. Uanset hvor
meget vi ler, vil latteren blive hos os. Når vi
ler, bevæger mellemgulvet sig op og ned og forbinder
på denne måde det øvre med det nedre.
På samme måde forbinder troen det øvre
med det nedre, det fjerne med det nære. Når
vi forløses fra en anspændthed eller en
tvang, løsner vi latteren. Når vi befries,
så ler vi. Og hvilken rimturs eller jætte
kan stå sig mod latteren? Ikke hånlatteren,
Hæls latter, men den befriede latter, den som
befrier. Sådan er troen: da holder angsten op.
Da kender vi hinanden, levende blandt levende. 292. Når livskraften er vandret gennem Odins tre verdener, gennem Sagas tre verdener og gennem Tors tre verdener, er mennesket skabt gennem alle ni verdener og bliver født til den ydre verden. Her er det ikke tilblivelsesguderne, men tilværelsesguderne der hersker. Disse guder kaldes "Vaner". De siges at være frugtbarhedsguder og nært knyttede til de døde. Der er tre vane-guder: Njord, Freja og Frej. 293. NJORD giver rammen - de objektive betingelser - for livskraftens tilblivelse i Odins tre verdener. Njord er den konkrete, objektive ydre verden, som den faktisk er, upåvirket af menneskers oplevelse af den. Odin er den meget subjektive oplevelse af at være til. 294. FREJA giver de objektive betingelser for livskraftens tilblivelse i Sagas tre verdener. Hun giver os de kosmiske kræfter, vi skal bruge for at kunne vokse og være frugtbare. Hendes halssmykke er månens sfære omkring jorden, som fanger alle kosmiske kræfter og gør dem duelige til naturens vækst. Derfor er hun frugtbarhedsgudinden, mens Saga er gudinden for familien og den frodige vækst. 295. FREJ giver livskraftens vækst i Tors tre
verdener de ydre betingelser. Han er uendeligheden,
hvor alt opløses og alt danner sig. Hvis ikke
troen hviler i denne uendelighed, holder menneskene
fast i hinanden og løfter ikke blikket op ad
mod den verden, de ikke kan se. Frej er frugtbarhedens
gud, fordi han befrugter menneskenes sjæle og
fordi frugten hos ham er blevet til et frø, der
spirer... 296. HEIMDAL: Deroppe for enden af regnbuebroen vogter
han vores verden. Hvad er regnbuebroen? 298. Guderne giver kraft. De giver ikke en eller anden abstrakt spiritualitet, men bevidst kommunikation med den anden verden. Ikke kun med de jordnære kræfter, men med alle kræfterne. 299. "Hyrokkin støder / Balders bålskib
/ ringhorn mod Hæl / lys blir i underverden.// 300. "Rind føder Odin en søn ved
navn Vale /da dør Håd /Odin hænger
/ni nætter /i træet under jorden //kød
avler kød /ved Od" // 301. Men forinden har vi læst om Jårmundgand
- midgårdsormen - der skiller Frigg fra Odin og
Freja fra Tor. Hvad er Jårmundgand inde i os?
Det er denne slange, der rejser sig fra dybet, fra vores
tungeste rødder, fra det sted, hvor livskraften
falder dybest og slår rod, fra denne store ensomhed
rejser jættekvinden Angerbodas yngel sig op og
vil omslynge jorden: alt er mit! hvæser den. Helt
oppe til regnbuetræets top vil den nå og
galdre: du er kød, du er død, du er nød!
303. Og dog: Livet vil leve. Kraftens ring danser.
Mand og kvinde - Ask og Embla - forenes på trods
af al Tveje og Eje: de fanges i Balders favn. Men straks
efter deres elskov skyder Håd: hadet, frastødningen
får dem igen til at løsne sig fra hinanden.
Balders råd er de bedste: lad al Eje og Tveje
forsvinde! Men ingen kan følge hans råd,
siger de gamle. 304. Og se nu Loke: det er ham, der lader det blinde had dræbe kærlighedens forening. Det er ham, der sørger for, at tiltrækningen mellem Ask og Embla ikke varer evigt. Derved overfører han kraften fra forældrenes forening til æggets og sædens forening: han åbner Odins lås, så der kan dryppe otte nye ringe fra den, hver niende nat. 305. Men før dette, har vi med få ord hørt om hvad de syv guder hver for sig gør. Så vi kan få en fornemmelse af dem inde i os og ude omkring os. 306. Vi ville være døde, hvis vi ikke
hvert øjeblik blev gennemskyllet af livskraften.
Odin rammer os hele tiden med sit spyd, med dette ildbor,
der tænder liv i vort kød. 307. Men vi er ikke kun livskraft, vi er også
livsånd. Vi kan se den stjerne, der stod lige
over os, da vi blev undfanget, som vores livsånds
kilde. Denne kilde vogter Heimdal, her øser han
sin visdom. Dette er enden af regnbuebroen, her finder
vi løvet fra det træ, der vokser ind i
himlen. 309. LOKE - han er dig og mig, på godt og ondt. Han er som vi, halvt As og halvt jætte, halvt ånd og halvt kød. Han låser os fast, hvor han kan, hans tre børn med Angerboda, den jættekvinde, der hedder "den Ildevarslende", hjælper ham med det: Hæl, Fenrir og Jårmungand. Og han befrier os med sin hjælpsomhed, sin kløgt og snilde. Han forholder sig uafhængig af guderne, han gør som det passer ham. Det kan ingen gud. Han er den eneste af guderne der har humor og moral. Det er kun mennesker, der har humor og moral, guder har ikke den slags. 310. Men før vi hørte om hvad guderne
laver, hørte vi om, hvor de bor. Dertil må
vi vide, at livskraften ligesom "slår ned"
i den østlige horisont og så bevæger
sig ned over nord mod vest, hvorfra den går mod
syd og igen mod øst. 311. Men før vi hørte om, hvor guderne
bor, hørte vi at "jeg er i intet, i altet
bliver jeg til". Vedvarende væren findes
ikke i altet, i den målelige verden, her er alt
tilblivelse. Alting bliver hele tiden - langsomt eller
hurtigt - til noget andet, alt er i bevægelse.
Vedvarende væren kan vi kun finde i den verden,
hvor der ikke findes bevægelse, ikke findes forandring.
Denne verden findes ikke i den målelige verden,
her er den et "intet". Dette intet kalder
nogen Gud, andre Nirvana. 312. Hvorfor kalde det et Asa-hus? Fordi vi er inde i disse kræfters virkningsfelt. Det er det specielle ved at være født på jorden. Efter Ragnarok er vi ude af dette hus. Selvom vi er inde i det. 313. Lokes fejl er at han ikke kan hæve sig over guderne. Hvis han kunne det, ville han ikke blive bundet af dem. Han er i niveau med dem. Heimdal er den del af os som ikke synes bundet. De to er adskilte. De vil efter Ragnarok forenes. 314. Ragnarok beskriver dødsprocessen: Vinteren
er vitalitetens svinden i alderdommen og den stivhed
der indtræder, når livskraften forlader
kroppen. 315. Du kan sige, at du selv eller en anden, som du
stoler meget på, har været i himlen og har
set, at alle mennesker efter jordelivet kommer derop.
Hvis de ikke går til helvede, hvilket nogle tror.
Du kan synes at det er indlysende, at vi dør
fra kroppen til en kropsløs tilstand, hvorefter
vi enten vågner ved dommedag, eller vedvarende
skifter mellem en kropslig og en kropsløs tilstand.
316. Vi er altid på jorden. Vi er altid i himlen.
Vi kan lære, at være lidt mere i himlen
her på jorden, og vi kan lige så godt gøre
det nu. Så kan vi måske huske det, næste
gang vi bliver undfanget og født - altså
næste gang vi dør. 318. Det kan måske være skræmmende for os at tænke, at der ikke er nogen hvilepause efter dette liv. Men det er der ikke. Det er nu, vi må lære at hvile i livet, ligesåvel som at vokse i det. Det er jo det evige menneske, der altid er fuldkomment, vi må tænke på: det er hver og en af os! Det evige menneske er fuldkomment på den måde, at det hele tiden er helt fysisk og helt ufysisk og alle blandinger derimellem. 319. Det er ikke spor klogt at leve, som om man skulle dø i morgen. Det er klogt at leve, som om man skulle leve altid - for det er det vi skal. Gudskelov bliver vi fornyet med mellemrum, så vi kan holde til det. 320. Frej og Freja giver os glæden ved at deltage
i universet som et hele. Det er først, når
kraften flyder fra stjernene til os og ned i jorden
og fra jorden flyder op gennem os til stjernerne, at
den sande FRYD opstår. Jorden er ikke alene, den
lever og vokser sammen med alle andre planeter og stjerner
i hele verden. 321. Penge kender til renter og afkast, men ikke til
frugtbarhed. Derfor er penge så farlige for livet,
de er en jættekraft der forener sig med rimtursen
i os alle. De, som ikke vil lade sig styre af turser
og jætter, bliver udstødt af pengenes samfund.
Det betyder at de må fryse og sulte og dø.
323. Det enkelte liv er som den bølge, der skyller
op mod stranden, det nydøde, nyundfangne liv
er som den bølge, der skyller tilbage til havet.
I tilbageløbet dannes den nye bølge. Det
er dette tilbageløb, vi normalt ikke kan huske.
Måske fordi alting er omvendt der. Den tilbageløbende
bølge er vores vækst i livmoderen, vores
ophold i det, der ofte kaldes "underverdenen".
324. I de kendte reinkarnationstanker ligger der oftest
indbygget en forestilling om tre faser: jordelivet,
påfølgende ophold i én eller anden
form for helvede, hvor tidligere livs fejl bliver mere
eller mindre korrigeret og tilsidst et ophold i himlen
før den ny fødsel til jordelivet. 325. Hvordan ser de underverdenen? Lige som Hæl
beskrives: halvt sort som jorden, halvt hvid som mennesket.
For livskraften er jorden sort, den selv er hvid. Det
beskrives som et mørkt sted: der er mørkt
i livmoderen, der er mørkt i kødet. Det
beskrives som et sted hvor man er lammet og ikke kan
handle: mens den fysiske handlingsevne opbygges, kan
man kun vente og ikke handle. 327. Vi burde virkelig ved enhver graviditet bede den
nyundfangede menneskeånd om at være helt
tilstede i denne tilblivelsesproces. Vi burde gøre
alt for at den gravides livsomstændigheder er
sådan, at den ufødtes ånd uden hindring
kan være virksom i opbygningen af sit nye legeme.
328. ORMEN DER ÆDER SIG SELV. Hvis vi følger livets lov og integrerer hele Yggdrasil, bliver vi fri for BEVÆGELSEN, hvorved Ormen æder sig selv: dens herredømme er en illusion. En yderst virkelig illusion, mens den opleves under Ormens herskerskab, en uvirksom illusion for den som er VÅGEN. 329. Ragnarok opleves af alle, når de dør.
Ragnarok kan også opleves før vi dør.
Den som har gennemlevet Ragnarok uden at blive ødelagt,
er vågen. Den Vågne lever med denne verden,
flyder med dens bevægelse. Den vågne kan
forlader denne verden uden at efterlade sig spor. 330. "Ormen der æder sig selv" opfordrer
os til at bryde ud af denne cirkel. Dette kan gøres
ved at vi begynder med at vandre op og ned ad Livets
Træ. Når vi har erfaret dets dybeste rødder
og dets yderste blade højt oppe, når vi
nårsomhelst har kendskab til hele træet
inde i os selv, er vi "vågne". Da er
Ragnarok - verdens undergang - forbi, og vi har fået
en ny jord og en ny himmel. 332. Indtil vi bliver større end denne verden,
vil denne verden være en fortolkning: vi kender
kun vores fortolkning af alle de sanseindtryk og tanker,
vi modtager. Det er denne fortolkning vi tror på
- vi er nødt til at tro på den for at kunne
leve. Og som regel synes vores fortolkning at være
anvendelig i forhold til vores betingelser. 333. Det er ikke sikkert, at vi altid ved, hvad og hvordan vores sjæl forstår. Ofte har vi for travlt med at forstå med vores hoved til, at vi lytter til hvad vores sjæl forstår. Derfor kan vi f.eks. nemt tænke, at vi er ædelmodige mennesker, mens griskhedens gud bor i vores hjerte. Det er sjælen, der giver os livsfølelsen. Derfor kan vores bevidsthed og vores livsfølelse være meget forskellige. 334. Guder er ikke abstraktioner. De er levende virkelighed. De er vores urbilleder af verden og dens virkninger på os. De betinger vores forhold til verden. Og de virker på os, fordi en god frugtbarhedsgud f.eks. giver os et godt forhold til jordens liv, mens en dårlig frugtbarhedsgud får os til at efterlade goldhed, hvor vi har været. Lidt forenklet kan vi sige: på den ene side er guderne den virkelighed, vi forholder os til, på den anden side er de selve vores måde at forholde os til denne virkelighed på. De er både den ydre verden - som vi kun kender middelbart - og vores forhold til den. 335. Men de er ikke kun den ydre verden og vores forhold
til den, de er i endnu højere grad vores indre
verden og vores forhold til den. For - når alt
kommer til alt - er både vores ydre og indre verden:
forestillinger. 336. Hvorfor mister TYR sin hånd, da Fenrir bindes?
Hvem er Tyr? Det er TUI, hvilket er TUISTO, den ældste
germanske gud, efter sigende. Tuisto er den dobbelte,
beskrevet i BOH som livstræet: Et Y med to grene
forneden, magen til dem foroven. Den dobbelte gud betyder
at Tuisto er HUAN, tokønnetheden i én
gud. Det er den første frugtbarhedsgud. 337. Der er mange rimturser og mange jætter i sproget: der er mange egoismer og mange abstraktioner i sproget. Abstraktioner som sådan kan være nyttige og af det gode, hvilket vi kan se af, at aserne ofte var gode venner med nogle jætter. Men de måtte ikke komme ind i Asgård: de må ikke komme ind i vore hjerter - eller hvor vi hver især tror, vi styrer vort liv fra. Så må vi bede om Tors hammer, så livsfjendskhed og løgn ikke vinder indpas i vort fællesskab. Tors hammer er ikke kun latteren, den er også klar disakcept: at jage jætterne og rimturserne hjem, hvor de hører til. 338. Vil du se en lille rimturs i fællesskabet? Den er der når du ikke ærer gæstfrihedens bud. Når du ikke lukker et menneske ind fordi du vil beholde alting selv. Og hvad med en lille jætte? Det er når vi stiller samme krav til alle mennesker, uanset køn, alder, sundhed, karakter. Nej, det er en stor jætte. 339. I meget gamle dage så man livet som en hånd: vi vokser ud af håndroden og bliver til lillefingeren og ender i tomlen, som er alderdommen, hvorefter vi går ned i håndroden igen. Håndroden er stammen, hvorfra vi fødes igen. 340. Hvis kendskabet til Lærad ikke er nogenlunde grundigt, vil menneskene kunne føle sig så kropsbundne, at de enten ikke magter livet og giver op, eller de vil blive så fikseret på den kropslige verden, at der ikke vil være nogen trang til at løfte sig ud af den. Det er på denne måde kundtskaben om det ubrudte jordeliv kan blive skadelig. Derfor har den været skjult. 341. De, som besøger Valhal, kan se mennesker
rejse sig og leve og kæmpe og dø, og rejse
sig og spise og drikke og kæmpe og dø...
Hvis man ikke ser hele træet, kan man ikke se,
at disse "einherjer" er levende menneskers
sjæle. Enten har de seende ikke set, at ét
døgn i Valhal svarer til et helt liv på
jorden, eller også har de ikke villet fortælle
det. 342. Alt over jorden - horisonten - er i princippet
af en anden slags end vi selv. Historien om Tors ikke
fuldbyrdede giftermål med jætten Trym handler
om dette: først møder vi yderverdenen
som ikke er menneskelig. Derefter erobrer vi vores del
af den - det kan vi kun gøre i fællesskab.
Derved bliver trefjerdedele af cirklen menneskets domæne.
Men vi husker også, at hver trediedel af den sidste
fjerdedel svarer til én af de foregående
af cirklens fjerdedele. 344. Men i moders liv får vi igen og igen runerne, vi drikker igen og igen af skaberkraftens drik, af "Odrører". Vi får den form og den kraft, som vi behøver, for at vågne op. Hvert nyfødt barn er fyldt med al den visdom, som det har behov for i livet. Hvert nyt liv er en ny chance for at vågne. Og den vågne kan frit vælge at forlade livets kredsløb eller at blive i det. Helt vågne mennesker kan vælge at blive i livets kredsløb eller at vende tilbage til det. 345. I den del af vores verden, som ikke kan blive
levende for os, hersker jætterne. Jætterne
må aldrig herske over os. Vi kan være venner
med dem. Vi kan nyde deres visdom og skønhed.
Vi kan respektere deres verden. Men deres og vores verden
må forblive adskilt. Vi er levende. De er døde
- i forhold til os. Computerverdenen er sådan
en kæmpe-jætte. Hvornår tjener den
os? Hvornår hersker den over os? Hvordan kan vi
beskytte os mod dens overgreb? Hvem kan hjælpe
os? 346. Når vi ikke går med cirklen, og hopper lige over fra Odin til Tor og skiller alt under horisonten fra, da eksisterer fællesskabet alene i den ydre verden for os. Uden det underjordiske - det individuelle - er fællesskabet fremmed i verden og det kan kun føre til krig. Mussolini gjorde det, Hitler gjorde det, Stalin gjorde det: alle fascister gør det - dette er Fenrisulven! Hitler var helt vild med ordet "ulv". Alle bider de det enkelte menneske i sin egen verden bort fra fællesskabets krop. De gør Odin og Frigga til deres tjenere idet de siger, at det enkelte individ kun er til for fællesskabet. Og det kan jo aldrig gå godt. 347. Guderne er ligeværdige. I kraftens ring
er genveje dødelige. Når den stolte, selvbevidste
enekæmper hos Odin bliver gjort til helt for fællesskabet,
har kraften fået en forkert vægtning. 348. Alle revolutioner er sproglige revolutioner. Den som kan forandre sprogets indre sammenhæng og styre denne forandring, har magt. 1. Disse ord, navne og begreber, og disse sammenhæng i tanker og syn, er en sproglig revolution, et oprør mod de herskende ordtolkeres domme. Deres begrebsapparat er ikke adækvat når det gælder vores liv. De fleste af deres vurderinger er helt hen i skoven. Netop: i skoven af deres vildtvoksende begrebsverden, helt borte fra al kontakt med det denne bog handler om. 350. Jeg tvivlede på ordet 351. Hvordan kan nogen tale om ubevidsthed, når
det gælder vores mave, når det gælder
planter og dyr? Ved ikke hver eneste af os, hvad vi
skal optage, hvad vi skal bruge, hvordan vi dagligt
skaber og opretholder os selv? 352. Vi laver frugtbarhedsritualer, fordi de holder
os i kontakt med naturens orden. 353. Den grønne middelvej 354. Guderne er som softwaren i computeren. Vi ser den ikke, ligesom vi ikke ser guderne. Men ved hjælp af dem bearbejder vi vores informationer, både dem vi modtager og dem vi giver ud. Det svarer til det individuelle horoskop kombineret med arv og miljø. Men guderne er (som regel) kollektive aktions-/reaktionsformer. Og de er som regel ubevidste. Den jødiske monoteisme, som er en grundpille i den kristne kultur, tillader ikke andre guder end sig selv. Men denne gud, som er udenfor sin egen skabelse, er så abstrakt, at vi ikke gennem "ham" kan få et nært forhold til livet. Han er konkret, når han optræder som israeliternes stammegud, men abstrakt i den kristne religion. 355. Der er en Gud hinsides alle guder, der er en guddommelig
virkelighed hinsides vores virkelighed. Den kan ifølge
sin natur ikke fattes af forstanden og ikke beskrives
med fornuftige ord. 356. Når vi f. eks. siger, at "det kun er
fair, at begge parter i et forhold får fuldt udbytte
af deres elskov", så er det sportsguden og
ikke elskovsguden, der har sneget sig ind i elskovssengen.
Når vi taler om fuldt udbytte, er det pengeguden,
der taler gennem os. Når vi taler om begge parter,
er det retfærdighedens gud, der taler gennem os.
Men hvor er kærlighedsguden? (Ordet gud forstås
her som fælleskøn og bruges fordi det er
ordets grundform). Hvor er den sitrende glæde,
man kan føle for den anden, denne overvældende
hengivenhed, selvom man måske ikke havde videre
"udbytte" af bolleriet? Hvis vi nu sagde:
"det er kun fair, hvis begge parter føler
dyb hengivenhed for hinanden" - ja, så fungerer
sætningen ikke mere. Det må være,
fordi kærlighedsguden ikke trives så godt
med sport og penge og retfærdighed. I hver fald
ikke på elskovslejet. 357. Vi må efterse vores guder, fordi mange af
dem ikke synes af være særlig gode guder,
fordi vi alt for ofte synes at have et rigtig dårligt
forhold til os selv, hinanden og vores verden. 358. INSTANT INKARNATION. I denne livserkendelse er befrugtningen afhængig af døden - et ganske bestemt menneskes ganske bestemte død. Og omvendt: døden er afhængig af en befrugtning, for ellers kan livet ikke forlade den døendes krop. 359. Vækst kan stimuleres og plejes, men ikke skabes. 360. Eddateksterne handler ikke om kærlighed. LIVET UDEN MODSTAND kan kun leves i kærligheden. DEN VÅGNE er i kærligheden. Kærligheden er en selvfølge for den Vågne. Måske er det derfor, der ikke er grund til at tale om den? 361. Kunne ikke lyset fange - 363. Hvis vi indser vores bevidstheds begrænsning og åbent ser på verden, kan vi nemt se, at alt er levende - blot anderledes end vi, og at alt er bevidst - blot anderledes end vi. Og når verden både er levende og bevidst for os, kan vi nemt sige "du" til den. Det er forudsætningen for at vi kan blive venner med den. Kun hvis vi bliver venner med verden - og lytter til vores ven! - kan vi blive venner med hinanden. 364. Kundskaben om det ubrudte jordeliv er kun god
for dem som kan lide at leve. Den er en trusel mod alle,
som ikke kan lide at leve på jorden og måske
hellere ville være engle. 365. Efter døden kommer vi i himlen og i underverdenen. Når hele vores engagement i det fysiske kun er nogle få nyundfangne celler, er resten af vores livslegeme strakt ud over et stort stykke af Lærads stamme. Nogles legemer strækker sig højt op, andres strækker sig langt ned ad stammen, nogle strækker sig langt op og langt ned. Nogle oplever mest salighed, nogle mest kval. 366. Der findes ikke nogen absolut sandhed. Der findes
mere eller mindre menneskelige sandheder. I vores kultur
akcepterer vi alt for mange umenneskelige sandheder. 368. Asatroen opfordrer ikke til dyrkelse af guderne i almindelig religiøs forstand. Den opforder til at bryde ud af gudernes ring, ud af deres tvang, hen til den umådelige frihed, den Vågne opnår - efter Ragnarok. Men for at kunne befri sig for guderne - dette gælder også alle de ikke erkendte guder i den nuværende civilisation - må man kende dem, akceptere deres virkeområde, komme i harmoni med dem: løsne sig fra dem ved at integrere dem. 369. Alt er bevidsthed. Dyrekredsen er et grundmønstret for vores kontakt med både vores egen og den kosmiske bevidsthed, som spejler hinanden. Guderne er mødet mellem vores bevidsthed og den grundlæggende bevidsthed, derfor er de levende og virksomme: virkelige. 370. Vi er via vores bevidsthed herrer over guderne, lige såvel som de via deres bevidsthed er herrer over os. Hvis vi vil, kan de tjene og lystre os, ligeså vel som vi må tjene og lystre dem. Jo bedre vi forstår dem - det vil sige os selv og vores uforanderlige betingelser - des bedre vil vores liv være. 371. Den optimale tilpasning giver den optimale frihed.
Den optimale frihed er at kunne handle lige præcis
som man vil. 372. Den optimale frihed medfører et gnidningsløst
liv. Et gnidningsløst liv giver mulighed for
at forlade rum-tids-universet og deltage i den større
virkelighed, nårsomhelst man vil det. Det menneske
som har opnået denne grad af fri-villig-hed kan
siges at være vågnet op af bundetheden,
af begrænsethedens illusion. 373. Alting opstår. Kun det bundne sind ser forfald
og død. Vi er selv i høj grad herre over,
hvordan vores individuelle og kollektive liv opstår
- om det opstår i harmoni med guderne, med menneskelivets
grundforhold, eller i dissonans med dem. Derfor er vi
også i høj grad herre over, hvor meget
individuel og kollektiv glæde og lidelse der skal
være på jorden. Der er to grundbevægelsesformer i asatroen: dans
og kamp. Dans er den absolute hengivelse, kamp er det
absolute nærvær. Dans er kollektiviteten,
deltagelsen i det menneskelige og det kosmiske fællesskab.
Kamp er individualiteten: kun den enkelte kan vågne
op, være vågen. Ligesom dansen ikke er imod
nogen, men med musikken, kan den sande kamp ikke være
en kamp imod nogen eller noget: den er altid for nogen
eller noget. Den kamp der er imod noget kan kun tabe,
den kamp der er for noget kan altid vinde. 375 Således forbinder dansen og kampen det kollektive med det individuelle, det ikke-tænkelige med bevidstheden, det modtagende med det afgivende, hvilen med aktiviteten, deltagelsen med udskillelsen, cirklen med dens midtpunkt. 376. Når vi er vågne overfor guderne vil de vække os. Når vi henvender os til dem, vil de tale med os. Når vi har tillid til dem vil de handle igennem os. Vi skal ikke dyrke dem, ikke tilbede dem. Vi skal erkende dem, opleve dem, være sammen med dem - for de er sammen med os, uanset om vi kender dem, tror på dem eller ej. De er en del af os som vi er en del af dem. 377. Vi må omgås dem med samme respekt, som vi omgås os selv og hinanden. Vi kan bygge huse til dem og tage dem med ind i vores huse. Vi kan finde steder i naturen som udtrykker dem og hvor vi føler at vi bedst udtrykker os i forhold til dem. Vi kan finde individuelle og kollektive handlinger og ord, som hjælper os i vort samvær med dem. Vi kan have højtider i årets løb som hjælper os med at forstå vores opståen i de grundlæggende mønstre. Men vi må undgå enhver højtidelighed. Enhver højtidelighed i forhold til guderne er selvhøjtidelighed. 378. Alvoren kommer af sig selv fordi vi tager vores liv alvorligt. Glæden kommer af sig selv, fordi vi glædes ved vort liv. | ||||
Læs bogen: | ||||
Sitemap - Login - Site powered by CMSimple. |