SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A

INDVIELSE TIL VOKSEN


51. JEG STOD PLUDSELIG i en lys skov. Jeg så en masse mennesker, der flokkedes omkring et stort træ, der stod lidt for sig selv i en lysning. Der lød en glad og lidt højtidelig musik fra et sted under nogle birketræer.
Jeg klatrede op i en gammel ask for bedre at kunne se, hvad der skete ved det store træ. Inde mellem menneskene så jeg en flok store drenge og piger. Deres ansigter og bevægelser syntes rolige og alvorlige.
Nu gik mændene lidt til den ene side og kvinderne til den anden, mens drengene og pigerne stillede sig op i en løs række.
En mand tog en lang stang op fra jorden, gik om på den anden side af træet og plantede stangen et stykke derfra i jorden, mens et stort hvidt flag med et grønt hanke-kors udfoldede sig. Musikken steg samtidig til et crescendo og tav så.
En af pigerne gik hen mod træet, bukkede sig og forsvandt i træet, for straks igen at komme ud på den anden side.
Hun råbte noget med høj stemme, som jeg kun vanskeligt kunne forstå, men ordene var omtrent som følger:

52. Nu går jeg ud af min barndoms verden
og forlader Jer, Mor og Far!
Tak for Jeres omsorg! Tak for Jeres kærlighed!
Nu er jeg en kvinde og vil finde min mand.

Stjernefar! Jordefar!
Giv kraft til det jeg vil gøre!
Stjernemor! Jordemor!
Giv stedet, hvor jeg vil være!

Jeg kom til Jorden af frugtbarhed
og frugtbarhed vil jeg give!

53. Hun gik hen til flaget og stillede sig ved siden af det.
Jeg klatrede ned fra mit udsigtspunkt og gik nærmere hen mod det store træ i midten.
Nu så jeg én af drengene gå hen mod træet, også han bukkede sig og forsvandt, for et øjeblik efter at dukke op på den an-den side. Også han råbte højt og så vidt jeg kunne høre, sagde han omtrent det samme som pigen:

54. Nu går jeg ud af min barndoms verden
og forlader Jer, Mor og Far!

Tak for Jeres omsorg! Tak for Jeres kærlighed!
Nu er jeg en mand og vil finde min kvinde.

Stjernefar! Jordefar!
Giv kraft til det jeg vil gøre!
Stjernemor! Jordemor!
Giv stedet, hvor jeg vil være!

Jeg kom til Jorden af frugtbarhed
og frugtbarhed vil jeg give!

55. Nu så jeg at træet havde et stort hul i midten: dets stamme delte sig lige over jorden og samlede sig igen lidt over brysthøjde. Den slags træer havde jeg af og til mødt i mine hjemlige skove, og jeg vidste at nogle få mennesker knyttede nogle overtroiske forestillinger til dem.
Mens den ene efter den anden af de unge mennesker gik gennem træet, nærmede en gammel mand sig og hilste på mig med et nik og et smil. Jeg genkendte ham og blev glad, fordi der her var én som jeg kendte.
Han tog mig lidt afsides og så spørgende på mig.
- Må jeg godt være her? - spurgte jeg.
- Selvfølgelig! Du er meget velkommen, - sagde han roligt.
- Hvad er det jeg er vidne til? - spurgte jeg.

56. - Disse unge er i det sidste år blevet kønsmodne. Nu indvier de sig til det voksne liv.
- Det har vi også, hvor jeg kommer fra. Men dér sker det i en kirke, hvor en præst taler. De skal stort set ikke sige andet end "ja" til det han siger.

57. - Al indvielse er selvindvielse, - sagde han. - Men vi kan hjælpe hinanden. -
58. Jeg spurgte: - Hvorfor kryber de gennem det store træ derhenne?
- Vi kalder det 'at gå gennem træet'. Når vi gør det, kan vi efterlade gamle sjælsmønstre og åbne os for nye.
- Bruger I det kun ved denne indvielse?
- Nej, også når vi er syge, eller på anden måde har brug for at krænge noget gammelt af os.

59. - Skal det være sådan et træ, hvor stammen deler sig og samler sig igen længere oppe?

- Et par dagsrejser mod syd ligger der en landsby, hvor de ikke har sådan et træ. Dér bruger de et træ, hvor der er nogle store grene, der er vokset sammen.
- Kunne man også mejsle et hul i et tykt træ og kravle igennem det? - spurgte jeg.
Han så på mig på en måde, som fik mig til at føle at jeg havde sagt noget meget dumt, så jeg skyndte mig at spørge:

60. - Hvad skal der nu ske? -
Jeg så at alle folk samledes om flaget, mens musikerne gik hen til dem og spillede en munter melodi.
- Vi går hen til Helligkilden, den ligger ikke så langt herfra.
- Hvad skal der ske dér?
- Det får du at se.
- Må jeg gå med?
- Jaja, - sagde han mens han begyndte at gå efter menneske-flokken, der med flaget og de unge mennesker i spidsen bevægede sig ind i skoven.

61. - Hvad betyder det tegn, I har på flaget? - spurgte jeg.
- Vi kalder det 'Mennesketegnet', sagde han, mens han satte sin venstre hånds ringfinger midt i panden, pegefingeren og lillefingeren hvilede let på øjenbrynene og langfingeren bøjede sig ned langs næseryggen.
- Hvad betyder det? - spurgte jeg uforstående.
- Over sansernes verden, i sansernes verden, - sagde han.

62. Så vendte han sig bort og gik hen til nogle folk der vinkede til ham. Jeg fulgte efter optoget og grundede. Han havde sat sin ringfinger lige dér, hvor man siger, det tredie øje befinder sig...
Men musikken skiftede og alle begyndte at danse på skovstien, ikke vildt, men let og svævende. En maskeret skikkelse tog mig i hånden og svingede mig rundt. Et øjeblik var jeg fraværende og så stod jeg på en skrænt og så ned i en kildedal, hvor alle de unge og mange af de voksne stod på hver side af den lille bæk der piblede frem fra jorden.
Musikken tav, kun en enkelt fløjte lod sine lange toner svæve ned til kilden. Bækkens klukken og rislen lød mildt i det varme solskin.

63. Der blev sagt nogle ord, som jeg ikke forstod. Så tog én af drengene sine sko og sit tøj af og trådte ud i bækken.
Han vaskede sin hænder og sit ansigt og drak lidt vand af den hule hånd. Nogle voksne stænkede vand på hans køn og hans bryst. Så sagde han med høj stemme, langsomt og højtideligt omtrent følgende ord:


64. Hellige vand! Du gode kilde!
Dybt fra Jorden vælder du!
Skjult i dig er Jordens Ild!

Ild i Jorden!
Giv mig styrke!
Vand fra Jorden!
Giv mig fred!

Af fred kom jeg til Jorden,
på Jorden vil jeg give fred!

65. Han gik op på bredden igen og tog sit tøj på, mens den næste steg ned i bækken. Da alle havde gjort som han, tav fløjten og kun bækkens muntre lyde hørtes.
Manden med flaget gik nu ned til bækken og dyppede det
i vandet. Han løftede det langsomt op igen og svingede det pludselig vildt i store cirkler, så alle der stod omkring fik deres del af de glitrende dråber.
Der opstod stor munterhed og der lød megen latter, mens musikken brød ud i en hurtig, rytmisk melodi. Nu gik det igen gennem skoven. Jeg følte mig let og glad om hjertet og svævede, dansede hen ad stien midt inde i flokken.

66. Vi kom ud af skoven og fulgte stien langs skovbrynet. Jeg så ud over markerne. Oppe på en lille bakke stod en håndfuld mennesker i græsset. Optoget bevægede sig hen mod dem, og nu så jeg kurve og flasker og krus. Folk lejrede sig i græsset, musikken tav, kurvene og flaskerne vandrede omkring.
Hvor var det dejligt med en bid brød og lidt at drikke!

67. - Det er vand fra Helligkilden, - sagde en venlig kone til mig.
- Og kornet som det her brød er bagt af, har min mand sået.

68. - Er det her så afslutningen på indvielsen? - spurgte jeg min nabo lidt senere.
- Nej, nu kommer højdepunktet, - sagde hun, men manden sagde: - Det hele er et højdepunkt!

- Hvad skal der da ske? - spurgte jeg, men musikken afbrød vores samtale med vældige slag på gongongen. Dette var tegnet til opbrud, man samledes og igen gik det ind i skoven. Nu syntes jeg, at jeg genkendte området, det var her jeg havde mødt denne gamle mand, som fortalte mig om Livstræerne og Helliglunden.
Vi standsede. Musikerne lagde deres instrumenter på nogle store smukke tæpper, der var lagt ud i skovbundens lyse græs.

69. Én af de unge fik rakt en lille kniv, gik hen til et af træerne og skar forsigtigt et tegn i dens bark.
- Hvad er det for et tegn? - spurgte jeg hviskende den mand der stod mig nærmest.
- Hendes eget tegn, - fik jeg som svar.
Pigen tog lidt af barken og tyggede længe på den, inden hun sank den. Så stod hun et lille stykke tid med lukkede øjne. Pludselig løftede hun hænderne over hovedet og skar et lille snit i sin højre hånds langfinger. Der piblede lidt blod frem og hun skyndte sig at fordele det varsomt i træets sår. Så sagde hun med lav stemme, men meget tydeligt omtrent følgende ord:

70. Nu er jeg såret,
som alt liv er såret.

Nu er jeg åben,
nu kan jeg give,
nu kan jeg få.

Du, Livstræ!
Modtag mit blod,
mit liv og væsen.

Visdom være vort bånd!
Kærlighed vores kilde!
Glæde vores vej!

Forbundet er nu
kronen med roden.
Sammen er vi to for altid!

Som jeg vil vogte dig,
beskyt du mig!

71. Mens hun knælede ned ved roden af sit træ, gik en anden af de unge hen til sit træ og gjorde som hun.

Alle var tavse.
Da hele flokken havde indviet sig til deres Livstræer og stod eller sad hvor de havde sagt disse ord, samledes de voksne og gik tavse bort, musikerne tog deres instrumenter med.

72. Dagen var ved at gå på hæld. En flok råger lettede, deres fjer
skinnede i den lave sol med et lilla skær.
Den gamle mand havde indhentet mig og gik nu ved min side. Han virkede livlig og meget yngre end tidligere på dagen. Jeg tænkte, hvor længe jeg mon denne gang ville få lov til at blive i denne verden. Og så spurgte jeg den gamle:
- Hvor længe skal de unge blive hos deres træer?
- Så længe de har lyst.
- Går de så hjem?
- Nogle gør. Andre samles i Skovhuset eller mødes andre steder, mange bliver derude hos deres træer hele natten.

73. - Jeg kunne godt tænke mig, at min indvielse til voksen var foregået på en lignende måde som denne her.
- Du kan da nå det endnu! - grinede han.
- Hvad mener du? - spurgte jeg. - Det er jo noget siden, jeg blev voksen!
- Det bliver man da aldrig for gammel til! - sagde han og hoppede op og ned. - Du kan udføre disse tre indvielser nårsomhelst du føler at det er påkrævet eller gavnligt, enten alene eller sammen med andre. Men første gang udføres de ved kønsmodenhed, fordi den unge nu kan modtage liv og give det videre.

74. - Foregår indvielserne altid med musik til og altid i flok?
- Enhver kan frit vælge, om indvielserne skal foregå i stilhed, eller om de skal ledsages af højtidelig eller munter musik og dans. Det behøver ikke foregå i flok, men uden voksne vidner gør vi det ikke første gang.

75. - Kan man indvies som voksen?
- Til hvad?
- Jeg véd ikke? Det var bare en tanke.
- Når vi er voksne, indvier vi os selv. At indvi sig selv er at få en bevidst forbindelse med den usynlige verden.
- Hvordan gør I?
- En af de mest almindelige selvindvielser hos os er en nats ophold i en jordhule eller en stenhule. Her kan vi få de visioner, der giver sammenhæng i vores eget liv og i alt liv på Jorden. -

Jeg fik en idé og spurgte: - Kunne man bruge en jættestue?
- Hvad er det? - spurgte han.
Jeg forklarede ham hvad en jættestue er, og han sagde: - Glimrende. Det er nok det de er bygget til.
- Hvor gammel skal man være?
- Helst omkring de tredive, - sagde den gamle.

76. Han begyndte igen at hoppe op og ned, hurtigere og hurtigere. Mens jeg undrede mig over, hvorfor han mon gjorde det, forsvandt han langsomt fra mit syn og jeg vågnede ved at jeg hørte mig selv snorke højt med hovedet på mit bord.

Jeg rejste mig med besvær og gik udenfor huset, trak vejret dybt mange gange og hoppede op og ned for at få gang i kredsløbet. Jeg gik ind og fik mig lidt at spise og skyndte mig så at skrive så meget ned af denne rejse, som jeg kunne nå, inden trætheden overvældede mig.
Siden har jeg omformet og tilføjet lidt, så du lettere kunne følge med i det, som du nu har læst.
*4.




MORAL


77. - FINDES DER tyve iblandt Jer?
- Det sker at nogen stjæler.
- Er det forkert?
- Det er dumt.
- Hvorfor dumt?
- Det er dumt ikke at følge naturens love.

78. - Jeg troede at det var et spørgsmål om moral.
- Moral?
- Et sæt regler for opførsel, som de fleste er enige om. Ofte er det en gud eller en profet der har givet grundreglerne.

79. - Hvorfor behøver I en gud eller profet til at sige den slags ting? Reglerne er jo synlige overalt! Der sker intet, som ikke viser de love, hvorefter det sker.
- Hvilken lov bryder tyven?
- Tyven bryder ingen lov, love kan ikke brydes. Loven er:

80. Det som du rører ved, rører ved dig.   
- Det er logisk. Man rører jo helst ikke ved noget, man ikke kan lide.
- Det her handler ikke om, hvad du rører ved, men hvordan du rører ved noget. For loven fortsætter:
Sådan som du rører ved det, sådan rører det ved dig.

81. - Og hvilke konsekvenser har denne lov?
- Når du rører ved noget med tyvehænder, har du fået tyve-hænder!
Før du kan stjæle, må du først gøre dig til tyv.
Du må være en løgner, før du lyver.
Du må være en morder, før du slår nogen ihjel.
Det had, der rammer dine fjender, må først opstå i dig.
Had kan kun hade, og med hadet i dig hader du dig selv.

82. - Men når der ikke findes nogen moral, er der jo ikke noget galt i at være tyv og løgner, eller morder?
- Noget galt? Nej, jeg sagde jo, at det var dumt. For når du stjæler noget, stjæler du noget fra dig selv. Når du lyver, lyver du for dig selv. Når du myrder, myrder du noget i dig selv. Alle dine handlinger er inde i dig.
Det er dumt at skade sig selv med skadelige handlinger.

83. - Som regel kan man da slet ikke mærke, at man skader sig selv ved at skade andre. Det kan endda være en fornøjelse at gøre forkerte ting. Der er også noget, der hedder skadefryd.
- Skadefryd er slet skjult lyst ved egen smerte.
- Det forstår jeg ikke.
- Enhver smerte i verden er også din smerte, ligesom enhver lyst også er din.
- Jeg oplever ikke al lyst og smerte i hele verden!
- Nej, det gør du nok ikke. Men smerten hos dem du er nær, er du direkte forbundet med, ligegyldigt om det er din ven eller din fjende. Oplevelsen følger opmærksomheden.
Den smerte som du er opmærksom på, den føler du.
Derfor er lyst ved andres smerte lyst ved egen smerte.


84. - Men hvordan kan du vide, at jeg gør mod mig selv, som jeg gør mod andre? Når jeg slår dig, så føler du smerte, mens jeg kun føler slaget som en dump rekyl i min albue og skulder. Det gør jo ikke ondt på mig? Det ses jo ikke på folk, at de lader tusinde medmennesker sulte. Tværtimod er mange ret fede i den verden som jeg lever i.
- Det er ikke kroppen, der umiddelbart lider under den skade du forvolder andre, det er sjælen.
- Den kan ikke ses. Hvor kan den skade ses, som jeg tilføjer mig selv, når jeg slår dig? Kan den ses i min aura?
- Den kan ses i din kraft. Meget tydeligt. Du selv kan se den i din angst og dit dårlige humør og mange andre steder. I dine handlinger. I dine drømme. Men især i din glæde.
Har du en god glæde?
- Det ved jeg ikke. Hos os taler vi om samvittighed.

85. Hvordan kan det være, at jeg ikke er klar over, at mine dårlige handlinger skader mig selv? Jeg véd jo godt, at jeg bliver i godt humør, når jeg er god ved nogen.
- Det er fordi du ikke er opmærksom nok.
- Hvordan skal jeg kunne vide, at det du siger er rigtigt,
når jeg ikke er opmærksom nok?
- Selvom virkningerne ikke altid er tydelige, er loven klar nok: enhver kraft virker i begge retninger.
De ord du siger, hører du selv.
Det kys du giver, gør dig selv glad.
Enhver impuls har en respons, inde i dig, udenfor dig.
Spreder du mørke, bliver du mørk.
Spreder du lys, bliver du lys.
Den angst du skaber, må først være i dig.
Glæden glæder den glade.

86. - Jeg har hørt denne sætning: Dans danser danseren. Er det det du mener?
- Dom dømmer dommer. Mord myrder morderen. Det véd alle her. Få er så dumme ikke at følge loven, sjældent at det sker.

87. - Så er det af ren egoisme, at I er gode og undlader det onde?
- Egoisme? Er klogskab og indsigt egoisme?

88. - Men når nu jeg selv og folk hvor jeg bor, ikke er så kloge og indsigtsfulde, hvordan skal vi så kunne vide, at denne lov gælder?
- I kan tænke Jer til det. Alle vil opleve, at det jeg siger er sandt, når de forlader deres Jordeliv.
Kun tyngden kan få os til at være så uopmærksomme.
*5.




EN BELÆRING I EN KOSTALD


89. JEG LAGDE MIG på min sofa for at hvile øjnene. Jeg må være faldet i søvn, for et øjeblik efter vågnede jeg ved en god varm lugt, der mindede mig om min barndom.
Dengang blev jeg ofte sendt over til naboen for at hente mælk. Lugten blev stærkere, jeg rejste mig over ende og åbnede øjnene. Jeg sad på en bunke halm i en kostald. Der var vel en fire, fem køer. Jeg hørte lyden af mælk, der rytmisk sprøjtede ned i en spand. Var jeg vågen?
Det var fuldstændigt som ovre hos Jensens, når jeg ventede på at man blev færdig med at malke. Køerne pustede og gumlede. Af og til plaskede det i møgrenden. Der var så fredfyldt i den lille stald, at jeg lukkede øjnene igen for at drømme videre.
Men det trak koldt fra stalddøren og jeg rejste mig for at se, hvor jeg befandt mig. Jeg gik et par skridt ned ad gangen og så den Gamle, som roligt og rytmisk malkede den ene håndfuld mælk efter den anden ud af koen og ned i sin spand. Han så op.

90. - Nå, du kunne finde mig her?
- Åbenbart. Jeg troede at jeg drømte. Jeg vidste ikke at du holder køer.
- Det er ikke mine køer, det er min søsters. Hun sidder der-henne og malker. - Han antydede med hovedet hvor hun sad.
- Så hjælper du hende?
- Tja.. hvem hjælper hvem?
- Så ordner hun måske noget andet for dig?
- Jo.. men det var ikke det jeg mente. Det hjælper så godt at sidde her og malke. Det giver sådan en dejlig fred. Det giver så gode tanker.

91. - Hvad tænker du på?
- Jeg tænker på hvordan jeg kan svare dig på det, som du vil spørge om.
- Véd du da, hvad jeg vil spørge om?
- Jeg tænkte ikke på dine spørgsmål, men på, hvordan jeg kunne svare dig.
- Hvordan kan du det, når du ikke kender mine spørgsmål? Jeg vidste jo ikke engang selv, at jeg ville komme her og jeg véd heller ikke, om jeg vil spørge dig om noget.
- Men når du spørger, spørger du om virkeligheden, som jeg ser den.
- Det er rigtigt.
- Og der er noget du må vide, for at forstå mine svar rigtigt. Deres baggrund.
- Lad mig høre! -


92. Den Gamle malkede færdigt og gik hen for at si mælken over i en større beholder. Han tog stigen op til loftet og kastede noget hø ned på gulvet. Vi samlede os hver en bunke og satte os tilrette.

93. - Du kender den verden, man kan røre ved og sanse.
- Ja. Det tror jeg da.
- Men kender du også den verden man ikke kan røre ved og ikke kan sanse?
- Nej, når jeg ikke kan sanse den, kan jeg heller ikke kende den.
- Og dog er den lige så virkelig som den, du kan sanse.
- Tænker du på den usynlige verden?
- Nej, for den kan vi jo sanse med den usynlige del af os.

94. - Hvilken verden tænker du så på?
- Den verden som opstår for dig, når al bevægelse standser.
- Bevægelse?
- Ja, Bevægelsen. Med den opstår tiden og rummet.
Uden bevægelsen findes tiden og rummet ikke.
Den verden, der er før og efter bevægelsen, kalder jeg ING*. Bevægelsens verden kalder jeg TING*, for den tingslige verden findes kun, hvor der er bevægelse.

95. - Jeg kan følge dig deri, at alting bevæger sig, men jeg vidste ikke, at bevægelsen selv skaber den tid og det rum, den bevæger sig i.
- Bevægelsen skaber ikke tiden og rummet. Tiden og rummet er to sider af bevægelsen, to måder hvorpå vi oplever den.

96. - Hvordan kan det være, at vi oplever tiden og rummet som forskellige?
- Fordi vi selv er i bevægelse. Al stof er kraft og al kraft er bevægelse.
- Bevægelse i forskellige retninger?
- I vidt forskellige retninger og i vidt forskellige tider.

97. Når vi er midt mellem ING og TING, kan vi se bevægelsen som en helhed.
- Ikke adskilt i stof og tid og rum?
- Ikke adskilt.

98. - Fortæl mig om ING!
- ING kan man ikke sige noget om, for al vores tale henfører til fænomener i tid og rum.
- Hvordan kan det så give mening at tale om ING? Giver det mening at tale om noget som ikke findes?

- ING findes, men ikke i tid og i rum.
- Er ING udenfor tid og rum?
- Udenfor og indenfor. ING har ikke noget sted, det siger sig selv.
99. - Hvordan kan jeg blive klar over at ING findes?
- Med ING i dig kan du kende ING.
- Hvordan?
- Stands al bevægelse i dit sind, så kommer du ING nær.

100. - Kan jeg forestille mig ING som en dimension uden om de dimensioner jeg kender?
- Dimensioner er måder at måle på. Man kan kun måle i tiden og i rummet. Derfor er ING ikke en dimension i den forstand.
- Hvad er ING så?

101. - ING og TING er to sider af samme sag. ING bliver hele tiden til TING og TING bliver hele tiden til ING.
- Alting opstår og forgår?
- Ja.

102. - Kan jeg forestille mig det sådan, at ING er kilden til alting?
- TING er kilden til ING og ING er kilden til TING.
Der er TING i ING og ING i alle TING.
- Kan jeg sige det sådan, at væren er i ikke-væren og at ikke-væren er i væren?
- Ja, når du begrænser din forståelse af væren til den tingslige verden. Men ING er, og TING er i ING.

103.- Er ING blot en anden tilstand, end den jeg kender fra den tingslige verden?
- Ja, en helt anden tilstand. Men lige så virkelig.
- På hvilken måde er ING virkelig?
- TING kunne ikke være uden ING, lige som ING ikke kunne være uden TING.

104. - Hvordan kan det være?
- Skal vi bruge ordet Gud om kilden til verden?
- Det kan vi godt.
- Gud er én, gud er hel. Fra det sted hvor vi er, ser vi at Gud manifesterer sig i ING og TING, i det uskabte såvel som i det skabte. Men set fra Gud er der ingen forskel på ING og TING.

105. - Hvilken gavn kan jeg have af at kende til ING? Hvad kan det hjælpe mig at kende til noget, som ikke findes?
- Uden at kende til ING, kender du ikke tingenes sande væsen. Og dermed kender du heller ikke dit eget sande væsen.

106. - Hvad er mit sande væsen?
- At du hele tiden bliver til i TING
og at du hele tiden bliver til i ING.
- At jeg samtidig opstår og forgår?
- At du samtidig opstår i TING og i ING.
At forgå som TING er at opstå i ING.
At forgå som ING er at opstå i TING.
- Hvordan er det at opstå i ING?
- Det er det, vi ikke kan tale om. Det er ubetinget væren. Andet kan vi ikke sige. Tale findes kun i den betingede væren.

107. - Åh, nu begynder jeg at forstå. Først var jeg ubetinget, så blev jeg betinget, og så vil jeg blive ubetinget igen?
- Nu, lige nu, er du både betinget og ubetinget.
- Lige nu?
108. - Lige nu er du en STJERNE*.
- En Stjerne?
- Stjernen befinder sig midt mellem ING og TING.
Stjernen er dit inderste. Den er kilden til den som sidder dér, - og han pegede på mig.
- Hvad vil det sige at være en Stjerne?
- Stjernen er den, som skaber sig en krop som stråler.

109. - Men hvorfor kalder du det en Stjerne?
- Når jeg langt borte fra ser på Jorden, ser menneskene
på Jorden ud som stjerner på nattehimlen.
- Kan du da se på Jorden langt borte fra?
- Enhver kan det, når han har lært det. Enhver gjorde det, inden han lod sig undfange. Enhver kunne erindre det, hvis han blot ville.
- Og Stjernen opstår hele tiden af ING...?
- .. og den opstår hele tiden af TING, - svarede han.


110. Jeg lukkede øjnene. Hvordan kunne jeg forestille mig det? Hvordan kunne jeg både være og ikke være? Var ikke-væren også en slags væren? Noget virkeligt? Eller var ikke-væren slet ikke en ikke-væren, men blot en anden måde at være på? En væren, som ikke var bundet til tiden og rummet? Var det det, man mente med ordet evighed?

111. Og hvis jeg var guddommelig, som Jesus sagde, som hinduerne og buddhisterne siger, så måtte jeg jo være evig ligesom Gud. Var det det han mente? Såvel evig som timelig? Såvel Ing som Ting?
Var Ing altså det samme som evigheden?

112. Jeg havde godt nok aldrig forestillet mig evigheden som noget, der ikke eksisterede i tid og rum. Men hvordan skulle den egentlig ellers være? Jeg åbnede øjnene og kiggede længe på en kohale som dinglede frem og tilbage, og så spurgte jeg:

113. - Men hvordan skaber Stjernen sig en krop?
- Ved at blande sin kraft med andre Stjerners kraft.
- Hvordan gør den det?
- Kraft er bevægelse. Når kraft blander sig med kraft, op-står bevægelse i alle retninger. Den stoflige og den ikke-stoflige verden består af bevægelse i alle retninger, i alle tider, i alle rum.
- Verden er altså skabt af Stjerner, der blander deres kraft?
- Ja.

114. - Er Stjerner bevidste væsner?
- Ja.
- Har de et Jeg?
- Ja, men sikkert anderledes end du tror.
- Hvordan anderledes?
- Der er ingen forskel på at være en del af Stjerneverdenen og et individuelt Jeg.
- Hvordan kan det være?

115. - Alt er en del af en helhed og enhver del er en helhed.
- Så er jeg altså både en del af en helhed og samtidig
selv en helhed?
- Lige præcis: Det første er at du er ING og TING.
Det andet er at du er DEL og HEL.

116. - Hvad er det tredie?
- At du er HUAN*.
- Hvad er HUAN?

- Det er Gud. Vores navn for det, alle mennesker kalder Gud. Stjerneverdenen, Stjernerne som helhed.
Det som skaber TING's verden.
- Hvorfor kalder I Gud for HUAN?
- Gud er ligeligt HUN og HAN,
Gud er ikke adskilt i HUN og HAN.

117. - Men verden er delt op i det mandlige og det kvindelige! - Jeg havde stadig øjnene fæstet på den dinglende kohale: Væren - ikke-væren, mandlig - kvindelig, Ing - Ting,
Hun - Han ... temmelig dualistisk, tænkte jeg.
Men så sagde han:

118. - Enhver Stjerne er udelt HUAN, hverken Hun eller Han. Men når Stjernen danner sig en krop som stråler, deles dens kraft i HUN og HAN. Kun på denne måde kan kraft blande sig med kraft.
119. - Men når kraften er blandet, er den så igen HUAN?
- Det er lige hvad den er.
- Er det derfor at jeg har fået en mandlig krop? For at jeg skal forene mig med en kvindelig, så jeg kan blive HUAN?
- Så HUAN kan opstå på Jorden.
HUAN er forudsætningen for nyt liv som Hun eller Han.
Men du er kun Hun eller Han i din krop. Din sjæl og din ånd er HUAN.

120. - Men jeg føler og tænker jo som en mand!?
- Med den del af din sjæl og din ånd, som er bundet til din krop og den synlige verden, er du en mand i din egen opfattelse.
Men med din Stjernesjæl og din Stjerneånd er du HUAN.

121. - Hvorfor har jeg skabt mig denne krop på Jorden?
- Fordi din Stjerne ønskede at forene sig med KIA*.
- Med KIA?
- Sådan kalder vi den Stjerne, hvis krop er denne Jord.

122. - Hvorfor ønskede min Stjerne at forene sig med KIA ?
- Jeg formoder at din Stjerne føler kærlighed til KIA.
Spørg dig selv. Og spørg KIA. - Han smilede lunt.
- Du mener at jeg har en krop på Jorden fordi jeg elsker KIA?
- Ja. Hvis du ikke elsker en anden Stjerne, vil den ikke blande kraft med dig. Eller omvendt: at blande kraft er
at elske, at elske er at blande kraft.
- Stjernekraft er kærlighed?
- Ja, kærlighed er Stjernekraft.

123. - Hvorfor er der da så lidt kærlighed på Jorden?
- Synes du at der er lidt kærlighed på Jorden?
- Ja, alt for lidt. Mennesker hader hinanden, er onde ved hinanden og ved dyrene, ved Jorden.
- Den smule had vejer da intet imod den kærlighed der findes! Uden kærlighed ville der slet ikke kunne være liv.
Kærlighed er liv, had er død. Og verden myldrer jo med liv!
- Så ser du anderledes på kærligheden end jeg!

124. - Selv i de ondeste mennesker er der mere kærlighed end had, for ellers ville de være døde.
- Jeg har hørt at: om end jeg kun hader med en lille del
af mig, så hader jeg dog med hele mit jeg.
- Hvorfor har du så ikke også hørt: om end jeg kun elsker med en lille del af mig, så elsker jeg dog med hele mit jeg? Mennesker elsker og hader, sådan er mennesker.
- Hvordan kan det være at der overhovedet findes had? Hvordan opstod det onde?

125. - Som I dog snakker! - den Gamles søster var dukket frem bag koen og kom hen imod os. - Hvad er det I har så travlt med?
- Vi taler om hvordan verden bliver til - forsøgte den Gamle at forklare.
- Hvordan verden blev til? Det skal jeg såmænd sige Jer -
råbte søsteren, mens hun siede sin mælk, - der var en gang en malkepige som glemte en spand mælk på marken. En frø hoppede op i spanden og for ikke at drukne i mælken svømmede den rundt og rundt i spanden og sparkede med sine kraftige bagben. Efter lang tid havde den sparket så meget at der blev dannet en stor klump smør. Frøen satte sig op på smørret og var frelst. Denne smørklump er verden.
- Hvem er så frøen? - spurgte den Gamle.
- Hvad ved jeg? - hun løftede skuldrene, - det er vel Gud? -
Vi lo lidt sammen, og så sagde den Gamle:
- Min moster fortalte mig, at verden blev skabt ved at malkepigen satte sin mælk over komfuret i en stor gryde. Hun tændte op, og ilden skilte mælken i damp og ost
og valle.
- Dampen er luften og osten er jorden og vallen er havet?- gættede jeg.

- Hvor er du dog kvik! - råbte søsteren, mens hun gav mig en øse med varm mælk at drikke.

Læs bogen: