SolMånens Forlag
    v / D a n k w a r d  E.  N i e l s e n 
O-U-A

I Skoven


1. Da jeg havde læst færdig, var det ligesom jeg
selv kom ud af en mørk hule. Var dette en form for kristendom? Uden præst, uden kirke, uden at Jesus navn blev nævnt? Jo - der var da en kvinde der nævnte hans navn en gang. Eller var det en anden slags religion, hvor der også var plads til Kristus? Eller var det altsammen bare noget den grønne munk havde fundet på?
Var det en række virkelige visioner? Eller måske en form for tankeoverføring? I hvert fald har oplevelsen været så stærk for ham at han har ledt efter de mennesker som han mødte i sin vision - og åbenbart har han også fundet dem. For hvem er de 'elleve' mon andre end dem han som tolvte var sammen med? Eller stadig er sammen med? En flok?
En tolverflok? Hvor kunne jeg finde dem?
Jeg havde skrevet mine samtaler med ham ned. Af og til læste jeg i dem og i hans beretning.
Men jeg havde ikke travlt med at finde min grønne ven. Jeg blev igen opslugt af mit arbejde og nød de sidste vintermåneder ved det kolde hav.

2. Et par uger før de første bøgeblade viste sig, vendte jeg tilbage til skoven. Jeg kunne nu slippe vinterens arbejde og give mig til til at læse evangelierne og fundere over dem. Jeg forsøgte at læse dem, som jeg forestillede mig den grønne ville have læst dem. 'Læse dem med grønne øjne', kaldte jeg det for mig selv. Der var godt nok meget man skulle pille væk, før det kunne blive en positiv religion, tænkte jeg tit. Og meget der skulle rettes ud, så kroget det var!
Gang på gang spurgte jeg mig selv, om det overhovedet gav mening at studere et skrift, som indeholder beretninger om personer og hændelser fra et helt fremmed sted for to tusinde år siden. Jeg var nødt til at sætte mig ind i et vildtfremmed folks historie og religiøse forestillinger. Ja, for at kunne tro på Jesus frelsergerning var jeg nødt til at dele jødernes tro på en fadergud og på arvesynden og en del andre mærkelige forestillinger. Jøderne må tro som de vil, men deres tro kan aldrig blive min. Den er opstået i en tid og på et sted, som på ingen måde har berøring med min verden og min oplevelse af livet.
Men så begyndte jeg at lege, at hele evangeliet foregik her i landet. Det var mindre fremmedgørende. Jesus ville måske have været molbo (- for hvad godt kan der komme fra Mols?) og blive døbt i Skjern Å (Gudenåen har et alt for højtideligt navn!) for tilsidst at blive slået ihjel på Ry Galgebakke.

Mossø ville være et fint sted at gå på vandet og hvis de spedalske fra dengang er de kræftsyge fra i dag, begynder historien at føles relevant og nærværende.
Hvis Jesus havde levet her i 1910, ville han ikke have snakket om en vingård, men måske om en roemark - og han ville have sagt at den polske roepige, der kun arbejdede en time, fik lige så meget i løn som dem, der havde puklet fra morgenstunden! Se, det ville vi jo nok (ikke!) have forstået!

Jeg kan ikke lide at tro på noget fremmed, noget jeg ikke kan møde her og nu. Hvis jeg tror på noget fremmed vil jeg fjerne mig fra mit liv her og nu. Jeg vil leve med en skinverden i mit hoved, som jeg meget nemt kan komme til at anse for at være den egentlige eller den rigtige verden. Og så vil jeg ikke kunne se min nabo mere, ikke køerne og marken, uden at se dem ud fra min fremmede verden - og så kan de jo nemt blive fremmede for mig.
Men hvis der fandtes en kærlig forståelse af evangelierne, som var uafhængig af tid og sted, en virkelig universel forståelse, så ville jeg gerne finde den, møde den. Og der var noget i den grønne munks ord og hans mystiske beretning, der gav mig en idé om, at denne skrøne om 'den nøgne' og hans beretning havde en kvalitet, der var værd at opdage.

3. En mild aften gik jeg langs Salten Å. Jeg så fuglenes sang genspejlet i blomsternes farver, jeg hørte vandets kælne lyde i fuglenes struber. Ikke langt fra broen stod en lang og tynd, gråhåret mand og fiskede. Mens jeg gik forbi ham spurgte jeg:
-Nå, fanger du våde fisk?
- Kun våde, - svarede han.
Vi faldt i snak. Jeg opdagede at han ligesom den grønne munk havde et grønt kors i en snor om halsen. Jeg lod som om jeg intet vidste om grønne kors og grønne munke.
- Jeg ser at du går med et lille kors. Er du kristen?
- Ja, Jesus vejleder og hjælper mig.
- Er der en speciel grund til, at dit kors er grønt?
- Jesus genopstod som gartner. Maria Magdalena tog ikke fejl.
- Den grønne Jesus?
- Siger du det ironisk?
- Måske lidt.
- Nej, jeg tror snarere, at kærligheden til alle levende væsner er en naturlig følge af kærligheden til Gud og menneskene. Det er på høj tid at vi udvider vores kærlighed til alt levende.
- Helt enig. Men jeg har aldrig hørt, at Jesus skulle have udtrykt specielt megen kærlighed til naturen.
- Dengang var der masser af uspoleret natur. Han brugte billeder fra naturen. Han talte ikke til naturen, som den hellige Frans. Han talte til os mennesker, så vi kunne komme til at elske naturen, ligesom salig Frans af Asissi.

- I dag er det ikke nok at tale til naturen, i dag må vi tale med den.
- Det er vi enige om. Men hvad tror du på?
- Huan.
- Huan?
- Ja, hun og han. Det frugtbare æg. Det er det første, vi kan se af Gud. Hinsides Huan kan vi ikke se noget.
- Og hvad kalder du det, som er hinsides Huan?
- Jeg kalder det Ing.
- Hvorfor det?
- Fordi det for os er ingenting.
- Men for Gud er det ikke ingenting?
- Nej, for Gud findes der ikke noget 'ingenting'. Det er kun ingenting for os.
- Hvordan kan det være?
- Fordi vi opfatter i tid og rum.
- Så kalder du det Ing, hvor der hverken er tid eller rum?
- Ja, det kalder jeg Ing.
- Kan noget, som ikke kender til tid og rum, være virkeligt?
- Ja, det kan det, for Ing er virkelig for Gud.

- Hvor véd du det fra?
- Det har Gud fortalt mig.
- Kraftige ord!
- Nej, de er selvfølgelige. Gud taler til alle mennesker.
- Og Huan er det første vi kan se af Gud, siger du. Vil du forklare det nærmere?
- Jeg véd ikke, om jeg kan forklare det, men jeg kan fortælle dig, hvad jeg ser. Den verden, vi alle kender til, kalder jeg Ting, for det er den tingslige verden. Med 'tingslig' mener jeg ikke kun stoflig, men at det eksisterer i tid og rum, enten som materie eller energi. Ting er bevægelse, alt i den tingslige verden består af bevægelse, er i bevægelse. Og Huan er denne bevægelse, inden den deler sig i Hun og Han, og dermed i alle polariteter. Derfor kalder jeg Huan det befrugtede æg: det er herfra alting fødes og bliver til.
- Du tror altså ikke på det skabende ord?
- Nej, jeg tror ikke på noget skabende princip. Jeg tror at det avlende og det fødende er i Huan. Det er ikke noget princip, det er selve Væren. Huan er før adskillelsen i modsætninger, før polariteten.
- Tror du da heller ikke på at Jesus var Guds søn - en mand?
- Jo, Jesus som krop var sikkert en mand, for en kvinde ville næppe have fået ørenlyd på det sted og i den tid, hvor han levede. Men Kristus er måske Huan. Kristus kan måske bruges som betegnelse for begge køn som uadskilte, endnu forenede.
- Jeg kan kun være enig med dig, selvom jeg bruger andre ord. -

4. Ord. Vi bruger ord. Hvordan skulle vi ellers gøre? Jeg stirrede ned i det strømmende vand, hans flåd dansede ivrigt. Jeg klappede en myg. Og spurgte:
- Hvilke ord bruger du?
- Jeg siger: Jesus, du som er vores klarheds lys, du, som er vores ven og hjælper, hjælp os at møde vores Gud.
- Og hvordan forestiller du dig Gud?
- Jeg forestiller mig slet ikke Gud. Men jeg oplever Gud som altomfattende tilstedevær.
- Oplever du det åndeligt eller sanseligt?
- Begge dele, tror jeg. Den åndelige oplevelse er meget sanselig. Hele kroppen kan føles varm, den vibrerer helt anderledes.
- Og derfor oplever du, at Gud er virkelig for dig?
- Jeg ved ikke, om det er derfor. Jeg ved at Gud er overalt, og at jeg vil opleve ham overalt, når jeg møder ham.
- Men du omtaler jo Gud som en mand! Du siger 'han' om ham.
- Det gør du også! Og ved du, hvorfor? Fordi det er vores sproglige vane. Du kalder ham Huan, mens jeg nøjes med at vide, at Gud hverken er mand eller kvinde. Det er jo Gud som skaber manden og kvinden.
- Men i den gamle kristendom er han fader-guden. Jeg synes at deres forestilling om verdens skabelse er urkomisk. En enlig mandlig gud som skaber verden? Det er da ejakulativ tænkning så det batter! - og jeg grinede.
- Ja, sådan er den gamle kristendom, den paulinske.
- Men Jesus omtalte ham selv som sin fader.
- Jesus fulgte den tids sprogbrug, ligesom vi gør det i dag.
- Du mener altså, at han inde i sig selv ikke opfattede Gud som en Fader?
- Gud har ikke noget køn. Det véd alle, som kender Gud. Som jeg sagde før: Gud skaber de to køn.
- Så er vi jo enige. Vi bruger blot forskellige ord. Det er nok, fordi vi er gået forskellige veje. Jesus har aldrig sagt mig noget. Jeg har altid kunnet lide ham, men jeg har ikke kunnet lide hans kirke.
- Det er jo ikke hans kirke.
- Og jeg synes ikke, at der er ret mange kærlige ord og handlinger i evangelierne.
- Det er jo ikke ham, der har skrevet evangelierne.
- Så mener du altså, at evangelierne ikke fortæller den sande historie om Jesus?
- Jeg mener nok, at de fortæller fire sande historier om Jesus, men at disse historier af rimelige årsager er slørede og forvrængede.
- Kan du ophæve tilsløringen og rette på forvrængningen?
- Et stykke hen ad vejen. Det håber jeg da.
- Det siger alle præster. Det lever de jo af. Af at fortolke teksten.
- Jeg er ikke præst, og jeg hører ikke til nogen kirke.
- Så er din kristendom din egen, private?
- Både ja og nej. Al tro er ens egen, private tro. Men jeg deler den med ganske mange.
- Hvor ved du det fra, når du ikke er medlem af nogen kirke? Tilhører du en hemmelig orden eller sådan noget?

- Jeg tilhører ikke nogen orden, og alligevel har jeg mange venner i hele verden, der deler min tro.
- Uorganiseret?
- Helt uorganiseret. Jeg mødes med mine venner, som mødes med deres venner, som igen mødes med deres venner, og på den måde har vi venner overalt i verden.
- Men så kan I vel ikke vide, hvor mange venner I har i hele verden?
- Nej, hvorfor skulle vi da også det?
- Nå-nej, hvorfor skulle I også det. -
Jeg stod og så over mod det gamle rødmalede skur, som mere og mere faldt sammen med naturen. Når vi nu var godt i gang med at snakke, kunne jeg lige så godt sætte mig. Han trak sin snøre ind, kastede den ud igen. Ville de mon bide i dag?

5. Efter en lille pause spurgte jeg:
- Vil du fortælle mig mere om din kristendom?
- Hvad vil du gerne vide?
- Du siger, at den ikke er paulinsk. Hvad mener du med det?
- At det er Paulus og hans tilhængere, der har skrevet det ny testamente, som vi kender det. På denne måde er kristendommen blevet til en efterfølgelse af både Jesus og Paulus.
- Hvad galt er der i det?
- Jeg ved ikke, hvad der er galt i det, for det står ikke til mig at dømme. Men jeg går en anden vej.
- Findes der da et testamente, som ikke er paulinsk? Tænker du på dødehavsrullerne eller de andre evangelier, man har fundet?
- Nej, jeg tænker ikke på noget andet testamente. Det som vi kender, er godt nok, men vi kan lære at læse det anderledes.
- Ikke-paulinsk, så at sige? Hvad er der galt med Paulus?
- Jesus brød ud af Jahvetroens begrænsning, Paulus puttede ham tilbage igen.
- Hvad vil det sige?
- Den vejledning, Jesus giver, er global, men Paulus forstod den national.
- Var det ikke netop Paulus, som spredte kristendommen over det meste af den daværende verden?
- Jo, i det stykke var han international. Men i sin forståelse af Jesus var han national. På den måde er kristendommen i virkeligheden en jødisk sekt. Men jeg tror ikke, at Guds søn blev født på jorden for at grundlægge en jødisk sekt. Tror du?
- Hvis Jesus var en oplyst håndværker fra Nazaret, ja. Hvis han var Guds søn, nej.
- Hvorfor skelner du på den måde? Kan han ikke have været begge dele?
- Jo, sikkert. Men alt det han siger og gør, er indenfor den jødiske tros ramme. Derfor har jeg svært ved at tro, at han er Guds søn.

- Det er rigtigt, at han taler ud fra og forholder sig til sin jødiske kulturelle baggrund og sin samtids virkelighed. Men det, han gør med det han gør, og det, han siger med det han siger, det sprænger alle religionens rammer.
- Det er svært at få øje på. Alle fire evangelier vrimler med giftigheder til og om farisæere og andet godtfolk. Der er meget få kærlige ord i den bog - synes du ikke?
- Jo, umiddelbart er der mange grimme ting i evangelierne, men det skyldes de paulinske forvrængninger. For at kunne rumme Jesus - som han jo aldrig selv havde mødt - var han nødt til at stuve ham sammen, så han kunne rummes indenfor traditionen. Derfor henviser han så meget til profeterne, derfor misforstår han mangt et Jesus-ord.
- For eksempel?
- Hvad nytter eksempler nu? Du må da først vide lidt mere om, hvordan jeg forstår evangeliet, før vi kan bruge eksempler. -

6. Det kunne han jo have ret i. Jeg kunne godt høre at han var inde i sin tekst, så det var spændende at høre mere. Derfor sagde jeg:
- Jeg vil meget gerne høre, om du har en forståelse af evangeliet, som jeg kan akceptere. Hvori afviger din forståelse fra den traditionelle?
- Jeg tror ikke, at Jesus døde for at sone vore synder. Jeg tror ikke at han 'løskøbte os med sit blod'. Jeg tror snarere, at han prøvede at fortælle os, at vi slet ikke er syndere i den forstand, som jødernes syndefaldsmyte beskriver det. Han sagde jo, at himmeriget er inde i os, at Gud elsker os. Han ville løfte os ud over vores tro på arvesyndens forbandelse. Hvad er ellers meningen med den sætning, at vi skal være som lilierne på marken? De lider da ikke under nogen arvesynd?
- Du tror altså ikke på arvesynden? Det gør de andre kristne jo.
- Jeg tror ikke på dens forbandelse, og jeg tror slet ikke, at nogen, hverken gud eller menneske, kan befri os for nogen arvesynd ved at dø på et kors. Det ville være guddommelig magi, men Gud er ikke magiker!
- Hvad er arvesynden?
- Et uheldigt udtryk for det forhold, at vi ikke altid følger Guds veje, men vores egne. Gud har af en eller anden grund skabt os sådan, at vi må synes, at vi er ufuldkomne. Eller måske havde Gud slet ingen grund til det. Det er så menneskeligt at tro, at også Gud har grunde. -

7. Jeg sad og grundede. Luften var ved at blive kølig. En lille vind gyngede træernes spinkle grene. Droslens energiske sang kaldte mig hen til den umiddelbare virkelighed, men jeg måtte spørge videre:
- Så var der altså heller ikke nogen grund til at lade Jesus dø på et kors?
- Nej. Det gjorde han heller ikke. Ikke den Jesus du tænker på.
- Hvad for en Jesus var det så?
- Jesus Faderens Søn.
- Ja, men det er jo ham, jeg tænker på.
- Nej, det er ikke den Jesus, der talte så enkelt om Gud at alle præster blev vrede. Det er den Jesus som vi kender under navnet Barabbas. 'Bar Abbas' er aramæisk og betyder: Søn af Faderen. Det er ham, de dræbte. Ham ville romerne gerne af med. Pilatus var en snedig mand.
- Men hed denne Barabbas da Jesus?
- Det gjorde han, se her - og han fiskede det nye testamente op af lommen, - her hos Matthæus, kapitel 27 kan du selv læse det. -
Og til min store forundring læste jeg: 'Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas. Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?'
- Det har jeg da aldrig læst før!
- Det er først kommet med i den sidste oversættelse.
- Hvorfor kommer det med først nu?
- Det var vel på tide? - han smilede underfundigt.
- Hvad så med ham den rigtige Jesus, så at sige?
- Han smuttede. Han havde sagt og gjort hvad han ville og kunne på det sted.
- Hvor tog han hen?
- Sydpå.
- Til Ægypten?
- Nej, der var folk lige så stivsindede som i Israel.
- Til negerne?
- Ja, det fortælles.
- Har han prædiket for negrene?
- Han har aldrig prædiket. Præster prædiker. Jesus var ikke præst.
- Men hvad lavede han så i Afrika?
- Det er der nok ingen der ved. Men disse folk havde måske nemmere ved hans ubekymrede forhold til Gud. Der er mange fortællinger og eventyr i disse lande, der kan tydes som beretninger om Jesus besøg under den stærke sol.
- Døde han også dernede?
- Du spørger for meget. Og du ville ikke forstå mere, hvis du fik svar.
- Det kan være. Men folk så jo Jesus hænge på korset, man hørte hvad han sagde.

- For at undgå ballade, holdt romerne folk på behørig afstand. Man kunne kun se en forslået og pisket mand på korset, man troede at det var Kristus, for det havde Pilatus jo sagt. Men Pilatus var en klog mand, han lyttede til sin kone og forbyttede de to Jesus'er. Barabbas var oprører mod den romerske besættelse, ham ville de gerne af med. Kristus befriede os fra præsternes magt, og det havde Pilatus intet imod.
- Så er hele lidelseshistorien efter din mening det rene opspind?
- Nej, men det er Jesus Barabbas lidelseshistorie. Sagde Jesus ikke, mens han blev taget tilfange: ..'alle som griber til sværd, skal falde for sværd?' Derfor måtte Barabbas lide i sin død.
- Men dette, at det er Guds søn, der bliver korsfæstet og derved frelser os fra synden, er jo selve det centrale budskab i kristendommen!
- Barabbas var også Guds søn. Vi er alle Guds børn, ingen kan være det mere end andre. -
Det gav jo helt nye perspektiver! Pludselig handlede denne historie om to personer, den himmelske og den jordiske, så at sige, den uskyldige og den skyldige, den frie og den bundne - skulle det være min egen guddommelighed og min jordiskhed? Men så skulle jeg høre mere:

8. - Hvad så med det glade budskab, at vi er frelst
fra synd og død ved Jesus blod?
- Det er kirkens budskab. Men når han siger at Himmeriget er inde i os, kan han ikke tro at han skal dø for at frelse os.
Jesus viste os vejen til vores frelse ved sit liv, ved sine handlinger og sine ord. Blot vi gør som han gjorde, er alt i orden. Blot vi kunne gøre som han!
- Hvordan kan du vide, at din version af korsfæstelsen er sand?
- Jeg kan ikke vide det. Jeg kan tro det. Jeg kan støtte mig til en anden tradition end kirkens.
- Men den grønne munk sagde noget andet om korsfæstelsen!
- Den grønne munk? Hvem er han?
- Ja, jeg har altså mødt sådan en med et grønt kors om halsen før - jeg ville bare ikke sige det, fordi jeg gerne ville høre din forklaring...
- Det anede mig! Hans har fortalt mig om dig. Var det ikke dig der boede ved havet hele vinteren?
- Jo - nå, du vidste godt at det var mig?
- Jeg kunne regne det ud - samme slags spørgsmål.
- Er min grønne ven også her i nærheden?
- Jeg ved ikke hvor han er.
- Er du også munk?
- Nej.
- Men det var det der med den nøgne - tror du også på ham?
- Jeg tror ikke på nogen 'nøgne'.
- Men det gør Hans da!
- Mon? Jesus har lært os at vi kun skal tro på Gud. Så kommer alt andet af sig selv.
- Det må være meget svært at tro sådan. Siden alt andet næsten altid kommer på tværs!
- Det er det allerletteste, fordi det er det mest naturlige. Og det er det allersværeste, fordi vi tror at vi har forstand på tingene.

- Har vi da ikke det?
- Vi har forstand på mange ting, men vi har ikke forstand på det hele og det vigtigste kan vi slet ikke forstå.
- Hvad er det vigtigste?
- Livet.
- Hvorfor har vi ikke forstand på livet?
- Forstanden er lille - livet er stort. Forstanden kan kun rumme sine egne tanker. At tro på livet er at tro på Gud. Det er at tro på det vi ikke har forstand på. Kun når vi møder verden åben og tillidsfuld, kan vi undgå at møde modstand. Når vi selv ikke mere er modstand.
- Det er svært.
- Derfor er det godt at gå med sådan et grønt kors. En påmindelse om at være grøn i det grønne.
- Ja, jeg vil helst mindes om det af planterne.
- Sådan er vi så forskellige...
- Skal vi ikke gå op til min hytte?
- En anden gang, gerne. Det er ved at være for mørkt til at fiske nu. Se, flagermusene er allerede fremme!
- O.K. Jeg forstår. Vi ses en anden gang! -
Og dermed rejste jeg mig fra træroden, godt øm i bagen. Jeg gik hen hvor åen slår et sving, lyttede til vandets musik, mens det gurglede omkring trærødderne og drejede om sig selv i det rolige hjørne. Så gik jeg hjem, åbnede vinduet og lod den kølige forårsluft møde mit sind.

9. Nu havde jeg nok at tænke over. Skulle Jesus Kristus slet ikke være død på korset? Det kunne jo forklare den tomme grav og at hans venner havde set ham som 'opstanden'. Og himmelfarten var måske en skrøne som de opdigtede for at forklare hans forsvinden. Selvfølgelig måtte graven være tom, for ellers havde disciplene jo opdaget, at det var Barabbas, der lå der. Romerne vidste godt at de på denne måde kunne lægge grunden til en opstandelsesmyte, men de var ligeglade med folks ideer, blot de lod sig regere.
Men hvorfor bibeholdt man korsfæstelsesversionen? Fordi man ud fra den jødiske tro havde brug for denne genløser? Denne messias?
Hvorfor overlevede den anden version kun i det skjulte? Fordi den er for glad - og glade mennesker ikke så let lader sig styre? Fordi den ikke behøver noget præsteskab? Er den for enkel til at man kunne bygge en kirke op af den?
Der var dage, hvor jeg virkelig var så sikker på Jesus hellighed, at jeg var lige ved at føle mig from. Og min velvilje overfor de uendelig mange mennesker, som havde lagt deres liv og sjæl i at forstå evangelierne fik mig til at gå langt i min akcept af disse historier. Jeg var lige ved at føle mig i slægt med dem der går i kirken, men så blev jeg vækket af virkeligheden: tyve meter fra mit vindue huggede en sort-spætte i en træstub. Dens sorte fjer og den røde kappe som den havde på hovedet mindede mig igen om min skabende, nære gud, fuld af leg og humor.

Jeg elsker Jesus. Det er synd for ham, at han skulle spærres inde i den kirke så længe og lægge navn til så meget ondt.
Men hvis jeg ikke kan se det guddommelige i et græsstrå og i mennesket ved siden af mig og i min egen dårskab, uden at jeg blander Jesus ind i den sag, er min kærlighed ikke klar og enkel.
Nogle mennesker vil dog gerne vil føle et klogt og kærligt usynligt væsen i deres nærhed. Det kan jeg måske forstå. Og jeg ved fra dem, at Jesus navn kan kalde på den slags væsner, varme og vise.

10. Da gøgen allerede havde kukket en god uges tid, bankede det på min dør. Jeg åbnede døren, udenfor stod Hans, min grønne munk.
Vi smilede til hinanden og så fik vi os da vist et godt knus. Han kom indenfor. Han havde samme grønne frakke på, samme vilde hår og skæg, hans øjne strålede og han havde svært ved at sidde stille.
- Der er så fuldt af liv derude! - sagde han efter at vi havde nydt en lille hyggesnak om dengang ved havet og lidt om hvad vi havde lavet siden.
- Lad os komme ud, - sagde jeg, - op ad bakkerne og ind i højskoven! -
Og vi gik. Men istedet for at være fuldt tilstede, brugte jeg ord:
- Jeg har læst din beretning om denne samling med stor interesse. Og jeg er også begyndt at fatte noget af symbolikken i den, tror jeg. Men jeg spekulerer på, om du virkelig har oplevet disse visioner, eller om du blot pakker dine tanker ind i den historie?
- Tingene skete omtrent som jeg har beskrevet det, sådan som jeg huskede det, da jeg skrev det ned.
- Og har du siden mødt de mennesker, som du så i din vision?
- Jeg har mødt nogen, der gør på samme måde. Om det er de samme som jeg oplevede i jættestuen, kan jeg ikke sige, for jeg husker ikke deres ansigter særlig tydeligt.
- Deltager du så også i disse gudstjenester?
- Kald det ikke gudstjenester! Gud i os tjener ikke Gud udenfor os. Vi kan samles, vi kan samle os, vi kan gøre alt for at Gud inde og Gud ude kan mødes.
- Men bortset fra at det er rart at dele intense oplevelser med gode venner, kan jeg ikke se formålet med disse ritualer.
- Ritualer er gentagne mønstre af handlinger og ord, der udtrykker og bekræfter den enkeltes og fællesskabets oplevelse af og holdning til livet. Denne gentagne bekræftelse har stor betydnig for sjælens vækst og frihed.
- Du lyder som en professor, når du udtrykker dig sådan. - Han smilede: - Det er et svar som jeg har øvet mig i. Til alle dem som ikke umidelbart forstår glæden ved at samles i midten.
- I midten?
- Ja, her! - og han pegede på sit hjerte.

Jeg så på ham , mens han gik der - grøn i det grønne. Jeg standsede et øjeblik. Jeg var lidt forpustet. Skovstien gik ret så stejlt op ad bakken. Men det syntes ikke at røre ham. Han vendte sig om mod mig, spørgende. Rundt omkring os var der lysegrønne spidser overalt på de unge graners grene. Jeg indsnusede den friske forårsluft og spurgte, mens vi igen begyndte at gå:

11. - Jeg har spekuleret over, om I har flere ritualer
og fester end den samling, som du beretter om?
- De fire årstidsfester.
- Jul og påske og sådan?
- Nej, dem der falder sidst i januar og april, juli og oktober.
- Altså en måned senere end jævndøgn og solhverv?
- Ja, når det er jul, er det genfødslen af den fysiske sol som vi fejrer. En måned senere undfanges ånden hvert år på ny.
- Er det i vandmanden, du mener?
- Ja, sådan kaldes den tid. Den åndelige befrugtning får sin blomst i april og sit barn i juli og sin hjemrejse i oktober.
- Interessant! Man har jo fra gammel tid forbundet de fire evangelister med vandmanden, tyren, løven og skorpionen, som man dog lod være en ørn, ikke?
- Det er de fire hjørner af den krybbe som Jesus blev lagt i. Det er let at forstå blomstens glæde i april og fødslens glæde i juli, men hjemrejsens glæde har mange svært ved at fejre - vi er så dårlige til at give afkald, til at give slip! Og til at glæde os over alt det liv, der lever af det som vi slipper. Og dog er det denne glæde, der gør hjemrejsen så vågen og let.
- Hvordan forbinder I disse fester med Jesus? Og med den nøgnes beretning?
- Egentlig er alle ord overflødige og alle historier afledninger fra den rene glæde. Men mange finder steder fra evangelierne eller legenderne, der gør det lettere for forstanden at godtage livets mirakel.
- Er I også kun tolv til disse fester?
- Til årstidsfesterne kommer der lige så mange som der har lyst.
- Vil du fortælle mig om dem?
- Vinterfesten kalder jeg Josefs fest.
- Hvorfor det?
- Fordi jeg er nødt til at træde til side med alt det jeg kan og vil, for at helligånden kan befrugte min sjæl. Og min sjæl skal være ren som Maria: fuldstændig hengiven til Gud.
- At være nøgen?
- Ja, fuldstændig nøgen, uden tanke, uden tvivl. Ordløs.
- Men helligånden talte til Josef i drømme.
- Vi er altid i drømmen - indtil vi vågner. Tankernes drøm. Følelsernes drøm. Relationernes drøm.
- Enig. Skal vi vågne lidt? -
Den grønne munk kiggede et øjeblik muntert på mig og nikkede. Så gik vi de næste par timer uden ord, uden hastværk. De nyudsprungne bøgegrene tegnede en mængde lysegrønne streger i mit hovede, hvorpå alle mine tanker kunne lægge sig til hvile.

12. Længe efter at vi skiltes oppe ved de hvide huse havde jeg stilheden i mig. Men da jeg havde spist aftensmad og satte mig til at læse, begyndte jeg at fundere over denne mærkelige historie med Jesus, der efter døden skulle være faret til helvede for at opstå igen på den tredie dag. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad han skulle dernede.
Var det ikke bare noget de havde fundet på, for at forklare deres respekt for sabattens regler - de samme regler som Jesus selv havde brudt gang på gang? Fordi de stadig var lige meget jøder, selv efter deres møde med Jesus?
Eller møder vi her måske en ældre religion - den gamle månereligion? Så ville det slet ikke være Jesus, der er i underverdenen, men os selv!
I tre nætter hver måned må vi leve uden det sollys, som månen sender til os om natten. I tre dage kan vi tvivle, om det milde måneskin mon nogensinde kommer igen. Månen er i disse tre nætter tættest på solen og vender sit ansigt mod den. Hvad de to taler om kan vi næppe forestille os - og heller ikke hvordan de gør det. Men altid efter tre nætter opstår månen igen for vort syn - først kun som en sart bue efter solnedgang, men voksende hurtigt til sin fylde - fuldmånen, fuldkommen måne - for derefter lige så hurtigt at give slip på lyset og vende tilbage til solens lys.
På den måde lærer den os at få og at give. Og at vi altid vil komme igen og fyldes og tømmes. På den måde er livet egentlig ganske nemt.
Hvorfor skulle jeg tro på Jesus død og legemlige opstandelse? Jeg tror jo heller ikke på lysets død og genfødsel. For jeg behøver ikke at tro på noget: jeg kan jo se at lyset vokser og svinder, jeg kan se at livet gør det - og jeg kan være med i det, jeg kan have fred med det.
Der er ingen død. Der er kun skiftende tilstande af liv. Der er ingen skyld, der er kun skiftende styrke i bindingen. Der findes ingen synd, men der findes dyb dumhed.

Og så skrev jeg et lille digt. Til den grønne munk - hvis vi skulle mødes igen:

Jesus er det fuldkomne horn.
Det fuldkomne horn er Huan.
Hornet er fuldkommen Huan.
Hun og Han
Tom og solid
Trænger ind og rummer.
Sådan er Guds barn på jorden.

Så faldt jeg i søvn på mine stribede uldtæpper. Og jeg drømte en drøm der var så sær, at jeg vil fortælle den:

13. Det føles som om jeg har huller i hænderne og fødderne og jeg mærker en stærk varme strømme igennem dem. Jeg ser en mængde mennesker, der langsomt danser i lange grønne gevandter, mens de har armene bredt ud til siderne.
Når de vender håndfladerne opad ser jeg at der strømmer mangefarvet lys ned i deres hænder, når de vender håndfladerne nedad strømmer det mangefarvede lys ned til jorden.
Når de vender dem fremad stråler lyset mod de andre dansende, når de vender dem bagud ser det næsten ud som om de flyver. Mens de danser synes de at svæve, for under deres fødder ser jeg det samme lys - stråler det opad fra jorden eller nedad mod jorden fra deres fødder?
Langsom skifter lyset til nat, og jeg ser at alle nu danser i mangefarvede dragter og i mange skikkelser.
Og jeg ser at alle har vendt den venstre hånd op mod himlen og den højre mod jorden og jorden under dem blomstrer i mange farver. Så vender de hænderne så den højre vender opad og den venstre nedad og det er som om stjernerne blinker af glæde.
Jeg kan igen mærke hullerne i mine hænder og fødder, men der stråler ikke lys ud fra dem. Jeg nærmer mig en af skikkelserne og siger for sjov til ham: Hej, Jesus! - I samme øjeblik står der flammer ud af mine hænder og fødder og jeg raser afsted op mod stjernernes afgrund. Jeg vågner og tænker: det sku' jeg nok aldrig ha' sagt!

Og så fik jeg en vældig lyst til at møde disse mennesker som danser på denne måde.

Læs bogen: